Åben Rådgivning

Det er ikke alle problemer, man kan løse selv. Heller ikke altid med hjælp fra familien og vennerne. Somme tider er det faktisk rarest at tale med nogen, som ikke er så tæt på en.

Åben Rådgivning er Vejen Kommunes tilbud til dig. Uanset om dit problem er stort eller lille, om du er barn, ung eller forælder.

Du kan være helt dig selv, og vi behøver ikke vide, hvor du bor, eller hvad dit rigtige navn er, hvis du helst vil have det sådan.

Du kan ringe til os. Og du kan selvfølgelig også bare kigge forbi i åbningstiden.

Vejen bibliotek:  1. torsdag i hver måned.

Holsted bibliotek:  2. torsdag i hver måned.

Rødding bibliotek:  4. torsdag i hver måned.

Brørup Sundhedscenter: 3. torsdag i hver måned.

Hvad kan man henvende sig om?

Det kan være ensomhed, mobning, konflikter med forældre, skoleproblemer, usikkerhed, triste tanker og utilfredshed med sig selv.

Forældre kan ofte være bekymrede for deres barns udvikling. Det kan være tale- eller spiseproblemer eller usikkerhed på, hvad der er den bedste måde at hjælpe barnet på. Mange forældre kan have brug for at tale om de konflikter, de har med deres teenagere, ofte i relation til alkohol, sex, hjemkomsttidspunkter o.lign.

Disse og mange andre problemer kan vi hjælpe med i Åben Rådgivning. Intet problem er for stort eller for småt.

Hvem er vi?

Åben Rådgivning er bemandet med personale fra Vejen Kommune. Der er tale om erfarne psykologer, socialrådgivere og sundhedsplejersker.

Alle har tavshedspligt, og der bliver ikke ført journaler. Hensigten med Åben Rådgivning er først og fremmest at give borgerne et hjælpetilbud, der er uforpligtende og forebyggende. Håbet er, at mange problemer kan afhjælpes gennem god rådgivning, inden de vokser sig store. Hvis problemet er for omfattende for Åben Rådgivning, eller hvis det kræver en specialviden, som vi ikke har, rådgiver vi om, hvor man så kan gå hen.

Hvordan får jeg kontakt?

Åben Rådgivning er for børn og unge mellem 0-18 år? og for forældre, der har børn og unge i denne aldersgruppe. Henvend dig anonymt på telefon 79 96 63 57 eller 79 96 63 65, hvor du kan bestille tid til en samtale, som kan foregå enten på bibliotekerne i Rødding, Vejen, Holsted eller på Sundhedscenteret i Brørup.