Hygiejne

HYGIEJNE - en sund strategi

Sundhedsplejen opfordrer til at sætte fokus på hygiejnen i Hygiejneugen 38 - det er en landsdækkende kampagne, for at minde om, at man også selv i hverdagen kan gøre meget, hvis man vil holde smitte fra kroppen eller familien - f.eks. at vaske hænder korrekt.

Alle borgere i Vejen Kommune, i hjemmet, på arbejdspladsen og til fritidsaktiviteter, opfordres til at give hygiejnen særlig opmærksomhed i uge 38.

Konkrete eksempler kan være:

  • At man hjemme taler om, hvordan, hvornår og hvorfor der bør vaskes hænder og børstes tænder.
  • At børn ”interviewer” bedsteforældre-generationen om hvordan, hvornår og hvad de generelt har lært gennem livet om hygiejne, og derefter fortæller historien til samling i institutionen eller klassen.
  • At man i hjemmene repeterer, hvordan og hvorfor der gøres rent. Brug evt. ”Gode råd om rengøring i hjemmet"
  • At familierne taler om, hvordan man på en pæn måde kan sige til en kammerat eller en voksen, at vedkommende glemte at vaske hænder med vand og sæbe.
  • At man på sit arbejde er bevidst om, at god hygiejne også er for egen og kollegaernes skyld – og ikke kun for børnenes, borgernes eller fødevarernes skyld.
  • At man på virksomheden italesætter, at hygiejne er vigtig for vores fælles indsats for sikkerhed og sundheden i samfundet, for eksempel antal sygedage og brug af antibiotika. Brug for eksempel: Hygiejne på kontoret
  • At der af virksomhedens introduktionsprogram fremgår, at alle nyansatte, herunder studerende og praktikanter, instrueres i korrekt håndvask og eventuelt brug af håndsprit.

 Ønsker I ideer og inspiration vedr. hygiejneugen, kan I altid henvende jer til hygiejnesundhedsplejerske Ane Teuchler